Hyggeholdet – et tilbud til alle

27. juli 2018

Fra den kommende sæson er FC King George klar med et helt nyt hold for herreseniorspillere, et hold som er blevet døbt ”Hyggeholdet”. Holdet er et hold for spillere der ikke længere har tiden eller lysten til at træne, og som navnet også siger, så handler det om at have det sjovt og være en del af et fællesskab omkring fodbolden.

Holdet er for alle interesserede spillere, både tidligere medlemmer, nuværende medlemmer som ønsker at trappe ned, men også for alle som bare synes konceptet omkring holdet lyder spændende, og som gerne vil være en del af fællesskabet. Målet er at truppen skal tælle min. 30 spillere, så man med god samvittighed kan melde afbud til kampene i løbet af sæsonen. Allerede nu har flere tidligere spillere meldt sig klar, og truppen tæller bl.a. spillere som den mangeårige anfører Søren Guldager Nielsen, kamprekordholderne og formand Jacob D. Haag, alletiders topscorer Anders Brock, kampfordeler Mogens Pedersen, samt klublegender som Claus Underbjerg, Rasmus Kyhn, Nicki Hug og Tommy Johannessen. Også spillere som aldrig har været en del af klubben, har meld sig klar, og der er fortsat plads til flere spillere siger den ene del af holdledertemaet Jacob D. Haag, ”Målet med holdet er at have et tilbud til alle der gerne vil spille fodbold i FC King George. Vores klub er bygget op om værdier som fællesskab og plads til alle, og det er hvad dette hold i høj grad handler om. Holdet har plads til alle spillere, uanset niveau og erfaring, vi skal bare have det sjovt med at spille noget bold. Vi starter i Serie 6 til efteråret og der vil vi sådan set gerne blive. Selvfølgelig går vi efter at vinde kampene når vi er på banen, og er holdet godt nok til at rykke op, så gør vi også det. Det afgørende er dog at i har det sjovt både på og uden for banen, og så skal der være plads til at melde afbud hvis man skal i Legoland med familien”.

Holdet vil blive styret af de to holdledere Jacob D. Haag og Claus Underbjerg, som begge har dybe rødder i klubben, og som begge har været aktive spillere og trænere i klubben. Der vil dog ikke blive tale om træning og store taktikker for det er ikke en del af holdet. ”Tilmelding til kampene vil ske via en app, og ud fra dette vil vi sammensætte holdet. Vi vil selvfølgelig tage hensyn til at alle kommer i kamp, men tror faktisk dette vil give sig selv når vi kommer i gang, da vi indregner en del afbud fra kamp til kamp. Vi vil selvfølgelig sørge for rammerne er i orden, men ellers regner vi med spillerne selv er med til at styre taktikker og ind- og udskiftning, da vi også selv er en aktiv del af holdet”, siger Claus Underbjerg.

Holdet vil ikke træne, men kun spille kampe, og kampene vil som udgangspunkt være placeret på familievenlige tidspunkter. Der vil derfor også være et nedsat kontingent, og det koster kun 500,- kr. pr. år at deltage på hyggeholdet. Inklusiv i kontingentet er kampene med hyggeholdet, og så er der selvfølgelig adgang til FC King Georges nærmeste legendariske opstarts- og afslutningsfester.

Hvis du gerne vil være en del af hyggeholdet, så kan du kontakte en af de to holdledere Jacob D. Haag på tlf. 27 21 65 77 eller Claus Underbjerg på tlf. 60 15 32 18 og høre nærmere.

 

Copyright FC King George 2008-2014
Web by Haag & LeRoi