Skovgaard stopper som træner

2. november 2017

Efter et meget travlt efterår, hvor især tingene på hjemmefronten har fyldt meget, har Alexander Skovgaard valgt at stoppe som træner for klubbens 3. hold i herresenior. Alexander har i løbet af efteråret fået nyt job og er blevet far til en lille pige, og har derfor forståeligt valgt at prioritere dette og finde ind i sit nye liv som far.

Alexander har siden efteråret 2015 stået i spidsen for holdet, og det toppede i foråret 2017, hvor holdet rykkede op i Serie 5. Ambitionen for holdet har dog aldrig været at spille sig op igennem rækkerne, men har været at få alle mand i aktion og dyrke det sjove ved at spille fodbold. Dette har Alexander i høj grad været garant for, og det stærke sammenhold på holdet var også det der gjorde udslaget, da man sikrede sig oprykningen til Serie 5. Det er da også med vemod, at Alexander siger farvel til holdet, men han understreger også, at han på ingen måde siger farvel til klubben. ”Det har været en god og spændende periode som ansvarlig for holdet, men nu er tiden kommet til at prioritere lidt anderledes. Jeg har været en del af klubben i mange år, og holder utroligt meget af klubben og menneskerne omkring den. Det bliver derfor heller ikke et farvel til klubben, hvor jeg fortsat vil være at finde som spiller, og så håber jeg også at jeg får en ny rolle i klubben på et tidspunkt”, siger den afgående træner.

Klubbens formand Jacob D. Haag har kendt til Alexanders beslutning i noget tid, og selvom det ikke kom som en overraskelse, så så bliver der et stort tomrum der skal udfyldes. ”Alexander har været loyal over for klubben, og med ham i spidsen for holdet kunne vi være sikre på at der var kvalitet i det arbejde der blev lavet. Efteråret har været en svær periode med mange afbud, men Alexander har trods den manglende tid kæmpet en brav kamp, og det tager jeg hatten af for. Vi skal nu i gang med at finde en afløser og her vil vi både ikke internt og eksternt, men jeg er ikke i tvivl om at vi finder en egnet træner inden sæsonen starter op igen”, siger formanden – og fortsætter om Alexanders fremtid i klubben ”Som sagt så er der stor kvalitet og det arbejde Alexander laver, og han er en kapacitet for enhver klub, og med det hjerte han har for FC King George, så kan han helt sikkert bidrage med en masse. Vi vil nu sammen med Alexander finde en ny passende rolle, så han fortsat er en stor del af FC King George familien”, slutter Jacob D. Haag.

Selvom de sidste hold først slutter turneringen af i den kommende weekend, så er FC King Georges bestyrelse i fuld gang med at sammensætte de to trænerteams til den kommende sæson.

 

Copyright FC King George 2008-2014
Web by Haag & LeRoi